Tuxen - farver, friluft og fyrster

Laurits Tuxen, Ved frokosten. Frederikke og Nina Tuxen i Villa Dagminne (beskåret), 1907. Foto: Ole Akhøj
BESKRIVELSE AF TIDLIGERE UDSTILLING
Udstillingen blev vist oktober 2014 - januar 2015
Skagensmaler på Fuglsang
Fuglsang Kunstmuseum slår dørene op for museets første udstilling nogensinde om en af skagensmalerne. TUXEN - farver, friluft og fyrster præsenterer 81 malerier af Laurits Tuxen i nært samarbejde med Skagens Museum, som også bidrager med en række af sine populære billeder. Tuxen selv er forankret til Fuglsang med enkelte værker i samlingen, men til gengæld er en række af udstillingens malerier lånt i museets umiddelbare nærområde.
Livstykket Laurits Tuxen
Laurits Tuxen blev født i 1853 og var livet igennem nysgerrig, pligtopfyldende, rejselysten og internationalt orienteret. Han var et indiskutabelt malerisk talent, der voksede op i København og besøgte Skagen første gang i 1870. Efterfølgende blev han færdig på kunstakademiet, gik på privat kunstskole i det trendy Paris og forfulgte siden en karriere som eftertragtet fyrstemaler for de europæiske kongehuse. Han var samtidig aktiv i den alternative Kunstnernes Studieskole i København, men først efter år 1900, efter hans belgiske hustrus og to af fire børns død af sygdom, vendte han hjem til Danmark. Her giftede han sig igen og købte sommerbolig i Skagen, hvor han forenedes med gamle venner, blev del af kunstnerkolonien og siden medstifter af Skagens Museum. Tuxen døde i København i 1927.
Malerierne
Tuxens malerier blomstrede i Skagen med en nytænkende brug af farver og lys i skildringer af kollegerne, kvinderne, landskabet og hverdagslivet i nord. Udstillingen viser en lang række af disse værker sammen med kunstnerens tidlige akademistykker og de charmerende friluftsmalerier fra Danmark og Frankrig. Udstillingen, hvis værker er lånt fra private og offentlige samlinger i ind- og udland, inkluderer også portrætter af de kongelige, datidens førende samfundsborgere og kunstnerens familie samt eksotiske rejsebilleder fra bl.a. Mellemøsten og USA.
Tilskudsgivere:
15. Juni Fonden
Augustinus Fonden
Beckett-Fonden
Culturebites
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond
Fuglsang Kunstmuseums Venner
Guldborgsund Kommune
Knud Højgaards Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond
Lillian og Dan Finks Fond
Ludvig og Sara Elsass Fond
Skagens Museums Venner
Spar Nord Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond