Ø-skaber/I-lands (2010)

BESKRIVELSE AF TIDLIGERE UDSTILLING
Udstillingen blev vist maj - august 2010
Illustrationer kan være fjernet grundet ophavsretlige forhold.

Har du nogen sinde drømt dig væk til en hængekøje på en solbeskinnet ø omkranset af et svalende klart hav med koraller og farvede fisk, og hvor kun brisen i palmetræerne og papegøjernes småskratten kan forstyrre din afslappede tilstand? Eller har du med din værste fjende i tankerne ikke ønsket andet end at sende vedkommende langt, langt bort til en øde ø med ringe mulighed for at vende tilbage til dit mere civiliserede ståsted?
Måske antager de forestillinger du har om en Ø helt andre betydninger end de her skitserede. På sommerens særudstilling på Fuglsang Kunstmuseum vil du imidlertid få mulighed for at undersøge dine Ø-opfattelser nærmere i mødet med en række internationale samtidskunstneres undersøgelser af begrebet Ø og det Ø-liv, der ofte opstår i kølvandet herpå.

Udstillingens kunstnere kommer fra seks forskellige lande og flere af dem har ikke tidligere udstillet i Danmark: Ross Sinclair (Skotland), Antti Laitinen (Finland), Bill Burns (Canada), Amy Cutler (USA), Andreas Schulenburg (Danmark/Tyskland) og Tim Silver (Australien). Kunstnerne anvender fotografi, installations- og videokunst.

Baggrund for udstillingen
Billedkunsten og litteraturhistorien er rig på ø-fremstillinger, der gennem tiden har katalyseret drømme, myter og andre virkelighedsforståelser blandt toneangivende kunstnere, og nogle af dem kan stadig være vanskelige helt at give slip på, når vi i dag danner os mentale billeder af hvad en Ø egentlig er for noget, eller når vi med samtidskunsten prøver at indkredse begrebet nærmere.

Blandt tidligere ø-opfattelser, der med tiden har opnået ikonstatus i kunsthistorien, ses malerier af den franske maler Paul Gauguin (1848-1903). Mod slutningen af 1900-tallet, og i en stemning af vesteuropæisk civilisationstræthed, rejste han til Stillehavsøerne og søgte på Tahiti uskyldens renhed intakt blandt såkaldt oprindelige indfødte og deres kultur.
For Gauguins samtidige, den schweiziske maler Arnold Böcklin (1827-1901), blev det imidlertid ikke Øen som en Paradisutopi der tog form i det maleriske medium, men derimod Øen som gruopvækkende sted for isolation, død og ringe grad af forsoning, som han lod den fremstå i sine fem værker, alle med titlen "Dødens Ø", skabt i perioden 1880-86. Blandt disse fortilfælde af ø-fortolkninger hører også rystende litterære beretninger om mennesker, der i årevis har været strandet på en øde ø. Udsagnet "No Man is an Island" stammer oprindeligt fra den britiske poet John Donne (1572-1631), og kan tolkes som "intet menneske trives i isolation fra andre" og "ingen har nok i sig selv". Og Strander man på en øde ø, vil de fleste mennesker da også søge efter andre.

 Den engelske forfatter Daniel Defoe fandt angiveligt inspiration til sin romanfigur Robinson Crusoe fra 1719 i virkelighedens skotske sømand, Alexandra Selkirk, der ved et skibbrud blev fundet og reddet på øen Aguas Buenas i Stillehavet. Crusoe efterlades således på en Ø og må gentænke sit eksistensgrundlag og åndelige jeg i mødet med ø-livets skæbnesvangre udfordringer.
I romanen Fluernes Herre fra 1954 giver den britiske forfatter William Golding imidlertid ikke, som Dafoe, meget plads til en idealiseret vildmand og en ø-opfattelse, der vækker mindelser om den franske oplysningsfilosof Jacques Rosseau´s (1712-78) slagord "retournez a la nature" (tilbage til naturen). Golding lader i stedet Øen blive det stedsspecifikke omdrejningspunkt, hvor fra en flok skolebørns destruktive kræfter slippes løs og indkredser herigennem menneskelig ondskab og sociale (gruppe)relationer.

Der forekommer imidlertid i dag at være sket et skred i opfattelsen af hvad en Ø er, og hvordan den i konkret og metaforisk forstand kan berige os og/eller på anden vis påvirke vores liv. Mange mennesker synes således at trives meget godt i isolation: Venner kan man have via internettet, mand og kone kan bo og arbejde i hver sin by, man lever en stor del af sit liv på jobbet, mange er opsat på at finde sig selv, at sige fra, at gøre karriere, at blive kendt - og gerne på tv. Her er programmer, der handler om at leve på en øde ø, men hvor det er "survival of the fittest" og selskabslegen går ud på at blive på øen så længe som muligt og blive af med de andre.

Man kan sige, der ligger både en sociologisk og en filosofisk tænkning i begrebet ø, og at øen som sådan er blevet en metafor for en stræben efter en ny individualisme. Den franske forfatter Michel Houellebecq´ (f.1958) roman Muligheden af en ø tematiserer bl.a. hvorledes et samfund, eventuelt fremtidigt, er kendetegnet ved individualisering.
I denne forståelse kan øen blive betragtet ud fra det moderne samfunds ønske om at være unik - i f.eks. påklædning, væremåde eller ytring. Det handler så at sige om en subjektivering, der ligeledes er kendetegnende for den postmodernistiske filosofi som udtrykt i den franske filosof Gilles Deleuzé (1925-1995) værk Tusind Plateauer fra 1980. Heri skildres hvordan "det moderne menneske" er frembragt historisk i kraft af en række mikrostrukturer, der forklarer at vi er blevet indfældet i og omgivet af et territorium, og gradvist er forvandlet til autonome væsener: Øer.

Der findes imidlertid mange andre overvejelser omkring øen, der som begreb kan være behæftet med en æstetisk forståelse og accept. Man kan, som nævnt med Gauguin eller andre opdagelsesrejsende i tankerne, forestille sig øen som det ultimative - dvs. at øen tiltrækker det eventyrlige, mystiske og måske endda tilbyder et mentalt frirum fra et eksisterende livsrum, eller man kan i ø-livet blive konfronteret med kræfter man som menneske ikke magtede, og dermed gjort opmærksom på sin egen tænkning, eksistens og på det, der er større.
Til disse ø-opfattelser må imidlertid også medregnes de forhold, at øer i en del år har været brugt til prøvesprængninger af atomvåben, og ofte i den forbindelse har man tvangsflyttet en del øers oprindelige befolkning. Ved menneskeskabte klimaændringer skabes flere øer alt som havene stiger. Og betragtet i det spor ligger det lige for at forestille sig skrækscenariet, hvor vi som beboere på store tømmerflåder driver omkring under en bagende sol, omtrent som på en øde ø.

Fuglsang Kunstmuseum er placeret på en Ø (Lolland) med udsigt til en anden Ø (Falster). Det har længe været et ønske at vise en sommerudstilling, der ikke blot tager pulsen på den aktuelle landskabsopfattelse, der med udgangspunkt i museets topografi netop belyser særlige forhold vedrørende Ø-skaber, men også i kraft af sin tematik forgrener sig nationalt og synes vedkommende for en nation, der består af Øer.